
Den danske 13 binds-udgave
De tre første bind er udkommet i Else Henneberg Pedersens nyoversættelse.
Den franske originale udgave À la recherce du temps perdu udkom (1913-27) først i 13 bind og siden i syv. Den blev oversat til dansk 1932-38 i en syvbinds-udgave og genudgivet og revideret flere gange. Nu udkommer den i en helt ny dansk oversættelse i 13 bind, hvoraf de første tre er udkommet 2006. Bind 4 udkommer i 2007 og bind 13 i 2010. (Læs uddrag af anmeldelser)
Det er en roman om den unge mand Marcels liv på vejen mod hans kald som forfatter. Værket beskriver den tid, der tabes, men som alligevel i sidste ende viser sig at kunne genvindes i erindringen.
Swanns verden (bd. 1-2) beskriver barndomslivet i Combray og Marcels forventninger. I skyggen af unge piger i blomst (bd.3-4) og Vejen til Guermantes (bd.5-6) handler om hans sværmerier, forelskelser og hans ophold i badebyen Balbec og i Paris. Sodoma og Gomorrha (bd. 7-8) omhandler hans ungdom i salon- og selskabslivet. Albertine (bd. 9) og Fangen (bd. 10-11) beskriver det infernalske og tragiske voksne kærlighedsliv mellem Marcel og Albertine. De sidste to bind, Den genfundne tid (bd.12-13), er om 1. Verdenskrig og den aldrende Marcels ensomhed - og digterkaldet han pludselig overrumples af, og som nu skal realiseres.
På sporet af den tabte tid er en moderne bevidsthedsroman. Den er berettet og skrevet ud fra én bevidsthed, og er en udforskning af individets indre væsen, sanseoplevelser og erindringer. Proust lader alt det fortalte være styret af en fortæller, der genopdager sit liv i kraft af den ufrivillige erindring. Fortælleren er en selvstændig instans, som nok rummer sider af Proust selv, men som først og fremmest er en fra ham udskilt stemme, der fra værkets første ouverturesætning "I lang tid gik jeg tidligt i seng" taler og befinder sig uden for rum. Derfra iscenesætter han sit tidligere jeg "Marcel", der ikke har nogen fast identitet. Forfatteren Proust anvender en fortæller, der erindrer sig sin egen inderverden og fortid med værkets hovedperson, Marcel, som aktør.
Læs om Det Danske Proust-selskab
Bestil På sporet af den tabte tid bd.1-3.









