
|

 |
 |
Gengivelse 40 stykker
Af Hasle, Leif… som om verden stod og bad om at blive gengivet og dermed givet tilbage til sin begyndelse … ( Mønt ) … to brystvorter ser jeg, kun rudimentære,som tegn på at alt mandkøn i sit bryst rummer noget kvindeligt, han skammer sig over … ( Blåelse ) … der er noget ængstende ved at vente foran et fotografiapparat, der kan se så roligt som orkanens øje … ( Klik ) … mens Anna viste sig for mig steget op af brændingens hvide skum så smilende sød som søen er salt … ( Frakke ) … opholdet i livmoren omsluttet af en naturgiven omsorg føder håbet om en fremtidig kærlighedens verden … ( Punktum ) Sammen med bogen følger en DVD - en film (30 min.) af Claus Bohm bygget over Leif Hasles tekst |
 |
 |
På sporet af den tabte tid bd.4I skyggen af unge piger i blomst 2
Af Proust, Marcel"Fjerde bind af Marcel Prousts ”På sporet af den tabte tid” er i Peter Borums lydhøre fordanskning et sylespidst samfundspanorama fra Frankrig af i forgårs - og én af alle tiders bedste bøger om at vokse op." Seks stjerner. Jakob Levinsen i Jyllands-Posten 26-12-2009.
"Proust-oversættelse er fremragende ... med øre både for værkets uendelige melodi (sætningerne respekteres fra punktum til punktum) og rige vokabular (’marterpæl’, ’svejf’, ’blænker’ …)." seks hjerter, Bjørn Bredal, Politiken 9.1.2010. |
 |
 |
Alfrida og Alfekatten
Af Friedrichsen, AnnegretAlfridas far er ude at rejse, og Alfridas mor har travlt med lillebror. Alfrida savner sin far, men en morgen er der en hvid talende alfekat i hendes værelse. Den tager hende med ud på en rejse til Norge, Sverige, Danmark og Finland.
På deres rejse møder Alfrida fire piger: Amalie(Skram), Selma (Lagerlöf), Tanne(Karen Blixen) og Edit Södergran.
Alfrida og Alfekatten er en historie om at savne, at tro på et gensyn, at mødes, at drage ud og turde tale om følelser og tanker. De enkelte pigers situation er inspireret af biografisk viden om de fire berømte nordiske forfatteres barndom.
Citater fra anmeldelser. Om illustratoren, Dorthe Mailil
Inspirationsmateriale til forældre og lærere
|
 |
 |
Carl Nielsen Brevudgaven - bd.1 (1886-1897)Kun i subskription
Af Fellow, JohnCarl Nielsens brevveksling og dagbøger er redigeret af John Fellow og udgivet af Carl Nielsen Brevudgaven.
Carl Nielsen Brevudgaven er på10-12 bind inkl. registerbind. Værket udgives med op til to bind om året. Første bind, der dækker 1886-1897, er på 571 sider Bind 2 er på 598 sider og omfatter perioden 1898-1905. Vejl. pris pr. bind kr. 398,-. Værket fås kun i subskription, men man kan til enhver tid opsige sit abonnement.
Carl Nielsen Brevudgaven er en del af vores kulturarv – et enestående kildemateriale, uundværligt for enhver, som vil forstå dansk historie og kulturhistorie i perioden fra 1880'erne til 1930'erne. Samtidig er den en underholdende og til tider dramatisk beretning om Carl Nielsens liv og kunst.
Carl Nielsen levede i de år da det moderne Danmark og den moderne verden blev til, i de år hvor den ene befolkningsgruppe efter den anden fik stemme – og stemmeret – og kom til ære og værdighed, i de år hvor teknologiske fremskridt og materiel vækst kom på dagsordenen og hvor gammel moral og snærende bånd løsnede sig og også satte en psykisk vækst og udvikling på programmet. Selv satte Carl Nielsen i mangt og meget denne menneskelige ekspansion på musikalsk begreb.
Hans opstigning fra det fattige landarbejder- og musikantmiljø på Midtfyn til kunstens parnas som sit lands største komponist er et udtryk for den bevægelse i tiden og samfundet som for alvor satte ind i anden halvdel af 1800-tallet.
Han korresponderede med gud og hvermand - med folk fra det samfundslag han kom fra, med repræsentanter fra snart sagt alle dele og lag af det danske samfund og fra både det nordiske og det europæiske kulturliv.
"Carl Nielsen er ikke blot en af vore største kunstnere, han hører til de få der har grebet så dybt i, og ind i, vor kultur gennem nogle generationer, at vi må interessere os for hvilke dybere bevægelser det var han prægede og var katalysator for. Vi skylder både ham og os selv at beskæftige os med ham og hans kunst og med hvad der skete med os og vor kultur i de år." John Fellow
Læs om registre til Carl Nielsen Brevudgaven.
|
 |
 |
Dantes Guddommelige Komedie5. reviderede udgave
Af Dante AlighieriMidtvejs på vores vandring gennem livet – Dantes Guddommelige Komedie. Dantes Guddommelige Komedie, der foregår i påskeugen år 1300, er en fortælling om en vandring gennem de tre dødsriger: Helvede, med dets evige pinsler, Purgatoriet (eller Skærsilden) med de timelige prøvelser, og Paradiset, hvor salige sjæle opholder sig nær Gud, men ikke har glemt det jordiske liv.
Fortællingen kan betragtes som den første europæiske jeg-roman, idet fortæller og læser følger vandreren "Dante" gennem smerte mod forløsning og stadig større erkendelse. I begyndelsen føres han af digteren Vergil, senere af sin elskede Beatrice, som han ikke fik i live. Komedien er blandt meget andet verdenslitteraturens særeste og mest storslåede kærlighedsfortælling. Oversættelsen ved Ole Meyer følger Dantes versrytme og baserer sig ligesom denne på talesproget. Den Guddommelige Komedie hører til den klassiske litteraturs mesterværker. Den er formentlig blevet til under Dantes landflygtighed i årene 1307-21.
Alt tyder på at Dante selv var bevidst om at have skabt et værk der ikke svarede til noget hidtil kendt og derfor kun vanskeligt lod sig beskrive ud fra gængse begreber. Hans egen betegnelse for det er “Komedie” (Comedía), hvortil en eftertid har tilføjet udtrykket “Den Guddommelige”. Titlen har ikke noget med teater at gøre, men skyldes ifølge overleveringen, at værket ender godt og at dets stil ikke er ensartet “tragisk” og ophøjet. Fås også som ebog. |
 |
 |
Ekelöfs blik- en nordisk digterrejse
Af Ekelöf, GunnarDVD 1 Ekelöfs Blik: en film af Claus Bohm. I filmen fortolkes Ekelöfs univers i en visuelt meddigtende og suggestiv form. Filmen er en oplevelsesrejse på et indre og et ydre plan, en rejse gennem natten, gennem mørket og gennem digtene med Ekelöf som ledsager, og samtidig en rejse rundt til væsentlige nordiske digtere, for hvem Ekelöf har afgørende betydning.Filmen varer 50 minutter.
DVD 2 Blikke på Ekelöf: Filmede samtaler med 19 førende forfattere og kunstnere i Norden af Neal Ashley Conrad. Medvirkende: Daniel Boyacioglu, Mustafa Can, Lenny Clarhäll, Reidar Ekner, Horace Engdahl, Tua Forsström, Katarina Frostenson, Einar Már Gudemundsson, Jan Häfström, Marika Lagercrantz, Petra Lyon, Ib Michael, Anders Mortensen, Peter Mosskin, Anders Olsson, Knud Odde, Elisabeth Rynell, Pia Tafdrup, Jan Erik Vold,
Boghæfte: 18 digte af Gunnar Ekelöf, om filmen af Claus Bohm, et biografisk portræt, et essay om centrale temaer i Ekelöfs værk og en introduktion til de 19 medvirkende af Neal Ashley Conrad.
PRODUCERET AF MAGIC HOUR FILMS I CO-PRODUKTION MED ATHENAFILM |
 |
 |
En anden dans
Af Vedel, KarenModerne scenedans i Danmark 1900-1975
Scenedansens historie i Danmark er hidtil blevet skrevet som ballettens – i betydningen Den Kongelige Ballets – historie. Men også scenedansen uden for Det Kongelige Teater udgør et sprudlende felt i dansk kulturliv.
I ’En anden dans’ fokuserer Karen Vedel på årene 1900-1975. På tværs af den traditionelle hierarkiske skelnen mellem finkultur og populærkultur inddrager hun i denne bog dansebegivenheder, der udspillede sig ikke alene på teater-, revy- og gæstespilsscener, men også på danseskolerne, i dagspressen og i de øvrige medier.
Hun fortæller om revyernes dancing girls, barfodsdans, plastik og russisk ballet, fri dans med indfl ydelse fra centraleuropa, turnéoptrædender med såkaldt ’negerdans’ og det amerikanske fænomen kendt som modern dance. Fælles for modtagelsen er den kombination af fascination og frastødning, hvormed anmelderne reagerede på det nye anderledes og moderne. Fås også som ebog. |
 |
 |
Filosofiens trøst
Af BoethiusBelingske 10.5.2008, seks-stjernet anmeldelse: "En af sæsonens allermest elegante udgivelser, som i de kommende uger bør finde sin plads på ethvetr studentergavebord."
Filosofiens trøst er skrevet ca. 524 af en mand, som sad fængslet og ventede på at blive henrettet for forræderi mod kong Theodorik. Forfatteren Boethius var en fornem romersk senator og dybt fortrolig med hele antikkens filosofi og litteratur. I sin desperate situation fandt han trøst ved at forestille sig en samtale med Filosofien selv i skikkelse af en kvinde.
Prosa veksler med digte i mange versemål og rap dialog med dybsindige udredninger af tidløse eksistensspørgsmål.
Filsofiens trøst er blevet kaldt "tusind års bestseller. Den var længe den mest læste bog i Europa efter bibelen og er kommet mange udgaver. I Danmark er den kun udkommet én gang før, i 1756. Det anonyme skrift Theoderiks historie skildrer goterkongens regeringstid - og giver Boethius' baggrund i samtiden og beskriver hans henrettelse. Begge skrifter er oversat af Torben Damsholt. Fås også som ebog. |
 |
 |
ForaarsbølgerErindringer om Carl Nielsen
Af Hatt, Emilie DemantErindringer om Carl Nielsen. Indledning og noter ved John Fellow. Hvad ville historien om Goethe have været uden Werther? Historien om Kierkegaard uden Regine? Eller Ewalds historie uden Arendse? Her er historien om Carl Nielsen og Emilie. |
 |
 |
Freuds egen kogebog
Af Freud, SigmundUdgivet af James Hillman & Charles Boer. Oversat af Lone Burmeister.
En dybt morsom og lærerig kogebog med opskrifter indsamlet, anrettet og krydret af psykoanalysens fader. Alle autentiske opskrifter som ikke blot frydede lystprincippets pionerer, men også var næring for dem. Hvad med fx en sublimerings-sandwich, frokost interruptus, narcissus-sauce, paranoia-pie, lammekrone megalomania eller superego-nog?
Sideløbende med opskrifterne byder Freud på intime afsløringer af kollegers og patienters ganer og deres gastronomiske særheder. Her fortælles fx sandheden om Jungs besvimelsesanfald og Freuds livslange lede ved kylling. – og om andre psykologers tilgang til Freuds psykoanalytiske teorier. De brugte dem som madopskrifter, mente han.
Opskrifterne er fotoillustreret med glimt i øjet af billedkunstneren Maj-Britt Boa, som har arbejdet med vores forhold til føde i sine tidligere værker.
- - -
” … og lad være med at spekulere på om smør og æg er sundt.”
Så tidligt som i 1929 kom Freud ind på vores problematiske spisekultur. Han beskriver, hvordan den overdrevne fokusering på, hvad vi må og ikke må spise kan føre til en række psykiske sygdomme som anoreksi og bulimi: ”afbalanceret kost fører til uafbalancerede sind”.
”Jeg forstår nu at fordøjelsesbesvær er mere universelt end ødipuskomplekset ... end dem der finder deres mor appetitlig”
- - -
”Jeg anede ikke at han kunne lave mad. Jeg vidste faktisk ikke at mænd kunne lave mad.” Alma Mahler.
”Det var godt og smertefuldt at læse denne bog. Den fik mig i den grad til at mindes de krydrede aromaer fra min ungdoms Schnecken og Stollen.” Thomas Mann.
”En dejlig bog, et genis værk. Jeg vil sende ham nogle ferskner.” Nellie Melba. Fås også som ebog. |
 |
 |
Frigørelsens tidAnaïs Nin og Henry Miller i 30'ernes Paris
Af Jensen, FinnAnaïs Nin og Henry Millers dramatiske forhold i 1930’ernes Paris er både en af det 20. århundredes legendariske kærlighedshistorier og baggrunden for et af periodens mest yderliggående intellektuelle projekter.
Først nu er der frigivet så mange arkiver, at hele historien kan fortælles. Først nu kan vi se deres møder og ideer som typiske for hele den frigørelsesbølge, der løb gennem det 20. århundrede.
Paris var stedet, hvor det kunne foregå. Kun her var det kunstneriske miljø og det frisind, som stimulerede dem og andre til radikale nyfortolkninger af seksualitet, kønsroller, samfundet og selve det kunstneriske udtryk. Paris var tidens og verdens store livsstilslaboratorium, og byens intensitet lyser gennem mange af deres værker, ligesom den stråler ud af deres ven fotografen Brassaïs blændende nattebilleder. Også han blev en del af den uformelle kunstnergruppe – Villa Seurat-kredsen – som også rummede navne som forfatteren Lawrence Durrell og maleren Hans Reichel, en gruppe, som længe har været overset, men hvis historie nu kan fortælles som en uløselig del af Anaïs Nin og Henry Millers Pariserverden.
|
 |
 |
Færingernes land
Af Debes, Hans JacobHistorien om den færøske nutids oprindelse. Af dr. phil. Hans Jacob Debes. Udgivet af Steen A. Cold og Kristian Hvidt. Færingernes land er en levende, velafbalanceret skildring af Færøernes historie fra vikingetid til bankkrise – et forløb, der tager fart efter frihandelens gennembrud midt i 1800-tallet, hvor de kulturelle, senere politiske selvstændigheds- og samhørighedsbevægelser sætter hvert sit dybe, stadigt styrende, spor i det færøske terræn. Bogen er en kulturhistorisk beretning om det færøske samfunds udvikling, forvikling og forvandling, og den færøske politiks fødsel – om en nations langsomme tilblivelse og et folks utrættelige beståen. “Bogen om “Færingernes land” burde minde danske læsere om, at det er et privilegium for os at få lov at være en del af deres historie. Det omvendte har ikke altid været tilfældet.” Mag. art. Henning Fonsmark, fhv. chefredaktør (Weekendavisen / Berlingske Tidende / Børsen). |
 |
 |
Håndbog i høflighedKulturelle koder i elleve EU-lande
Af Palmgren, Ulla Gjedde3. oplag
Om at begå sig som dansker i udlandet. Om at kommunikere med folk fra andre lande uden at trampe rundt som en elefant i den interkulturelle porcelænsforretning.
Med afsæt i et portræt af landets specifikke træk og egen selvforståelse gives der brugbare råd til, hvordan man tager kontakt til en udenlandsk virksomhed, forbereder det professionelle møde og begår sig i det sociale liv. De elleve EU-lande er beskrevet
af eksperter, der hver især har et indgående kendskab til ”deres” land, og som har boet og arbejdet i og med det pågældende land i adskillige år.
Bogen henvender sig til alle, der rejser i et professionelt øjemed: forretningsfolk, politikere, journalister, studerende og til enhver med interesse for omverdensforståelse.
Følgende lande er taget under behandling:
Belgien: Sandra Dæncker & Jette Friis Tucã
Estland: Peter Kyhn
Finland: Marja Vasala-Fleischer
Frankrig: Ulla Gjedde Palmgren
Irland: Michael Böss
Italien: Thomas Harder
Polen: Christina Djurhuus
Spanien: Jens Ulrich Pedersen
Storbritannien: Annegrethe Rasmussen
Sverige: Marie Østergaard Knudsen
Tyskland: Henrik Rye Møller. Fås også som ebog. |
 |
 |
I hver vores skyttegravEn Danmarksroman
Af Wildt Hansen, RobinEn dansker vender tilbage efter tre år i udlandet. Men Danmark er ikke det smørhul han efterlod; de indfødte opfører sig mærkeligt, som styret af en usynlig maskine.
I sin søgen efter svar støder han på det rum der huser Danmarks endnu bankende hjerte.
Samtidig ankommer direktøren for Anticonsensus, et mystisk udenlandsk selskab, til København, og går i gang med at vende det danske samfund på hovedet.
I det karneval der følger bliver en journalist på det velrenommerede dagblad, Middelvejen, tvunget af den stærkeste kraft i universet til at begynde at skrive sandheden.
|
 |
 |
I ørnens klo
Af Pedersen, Erik OvergaardHvordan var det at være ung, tilknyttet det danske mindretal, leve under nazismen og senere måtte bære tysk uniform under krigen?
Fire mænd fra det danske mindretal i Tyskland beretter om deres oplevelser i tysk krigstjeneste under anden verdenskrig.
Deres beretninger giver et levende indtryk af af de tyske krigsmanøvrer, forholdene for de enkelte soldater, modtagelsen fra “erobrede” folks side, ophold i fangelejre - og ikke mindst hvordan hver især havde det med at være dansk i fjendens uniform.
Mogens Pontoppidan Fås også som ebog. |
 |
 |
JerusalemJødedom - Kristendom - Islam
Af Strange, JohnJødedom - Kristendom - Islam, Jerusalem har i de sidste hundrede år været genstand for en stadig mere bitter konflikt. Denne konflikt står mellem to folk, palæstinenserne på den ene side og jødiske indvandrere på den anden side, som strides om byen, mens resten af verden støtter en af parterne eller forsøger at være neutrale. Konfliktens rødder går tilbage til det 1. årtusinde f.Kr. Denne bog forsøger at redegøre for byens historie fra 3. årtusinde f.Kr. indtil 1967, og endvidere søger den at forklare, hvorfor Jerusalem er en hellig by for tre verdensreligioner: Jødedom, kristendom og islam. |
 |
 |
KællingestadenRoman
Af Fellow, JohnKællingestaden er en eventyrlig historie og en sand farce om Martin og Palle og Misera og hendes bror. Det er historien om de kræfter, de er underlagt, om de kræfter, de repræsenterer, og om deres skiftende roller i deres – og vores historie. Kællingestaden er en historie, der ikke kun er genkendelig, fordi den fortælles gennem kendte og mindre kendte historier og velkendte nutidige problemstillinger. Historien er også genkendelig, fordi vi alle i os har en Martin, en Palle, en Misera og hendes bror at flytte rundt på, at blive flyttet rundt af – eller at udvikle os og historien igennem. |
 |
 |
Landet var fagert
Af Hallgrímsson, JónasTyve udvalgte digte af Islands nationaldigter, Jonas Hallgrimsson - på dansk og med noter af Søren Sørensen. Indledning ved Matthías Johannessen. Udgivet af Dansk-Islandsk Samfund. |
 |
 |
Mandeblod
Af Hasle, LeifRoman. Sommer i Danmark 1945, befrielse efter fem lange besættelsesår. Men ikke for alle. Den britiske og den danske regering begår krigsforbrydelse ved at sætte tyske krigsfanger til livsfarligt arbejde med at rydde minefelter ved Vestkysten, mange mister liv eller førlighed.
På denne baggrund kulminerer kærlighedshistorien mellem Abelone fra børnehjemmet og den tyske soldat Heinrich. Hun kræver og giver grænseløs kærlighed til den eneste ene uden at tænke på konsekvenserne: kærligheden er hellig, grundfæstet uden for tid og sted, evig.
Er sådan en kærlighed mulig?
Til læsere af "historiske romaner og følsomme barndomsskildringer ... en stille bog med smukt sansende tidsbilleder" Per Månson, Bibliotekernes Lektørudtalelse.
Fås også som ebog
Læs mere om Leif Hasle |
 |
 |
Monsieur ProustErindringer fortalt til Georges Belmont
Af Albaret, CélesteOversat fra fransk af Helga Schmidt og Neal Ashley Conrad.
Céleste Albaret var Marcel Prousts husholderske og eneste fortrolige i hans livs sidste otte år, 1913-1922, hvor han lige til det sidste skrev på den roman,han var begyndt på for flere år siden: På sporet af den tabte tid.
Proust isolerede sig og undlod helst at forlade sit arbejdsrum, sengen. Gik han ud eller modtog gæster, var det som regel et led i en research til romanen.
Céleste tilså ham, kendte hans vaner, havde samtaler med ham, tilberedte hans café au lait. Hun fandt sig i hans bizarre manier og forfængelighed, og var der straks, når han forlangte det mindste. Hun var ved hans side, da han døde.
Gennem hendes erindringer, der først blev nedskrevet da hun var 82,kommer vi til en nærmere forståelse af Proust som menneske, hans arbejdsmetode, hans vedholdende optagethed af værket og hans kamp mod sygdommen og døden.
Fås også som ebog. |
 |
 |
Oplysningens natEt essay om D.A.F. marquis de Sade
Af Hultén, MartinDen franske forfatter og filosof D.A.F. marquis de Sade har ofte stået i skyggen af den historiske oplysningsfilosofi, men ret beset placerer hans forfatterskab sig i enhver henseende i og indenfor de strømninger, vi traditionelt forbinder med oplysningen. Eller hvad? På den ene side synes forfatterskabet at placere sig i forlængelse af centrale æstetiske og ideologiske strømninger i oplysningen. På den anden side drager Sades libertinere så ekstreme filosofiske og praktiske konsekvenser af det tankegods de henter hos en række af oplysningens vigtigste tænkere, at de måske bevæger sig hinsides oplysningen, og deres filosofi bliver til en negation af de idéer der konstituerer oplysningens begreb. Det er et spørgsmål om hvordan vi vælger at forstå oplysningen, og det er det denne bog handler om. |
 |
 |
På sporet af den tabte tid bd. 1-3 (af 13)
Af Proust, MarcelNYT OPLAG
Læs anmeldelserne
Berlingske 6.12.2006: En bid af Madeleine-kagen
Politiken 23.12.2006: Proust i skygger og rosenflor
Information 30.12.2006: Proust gør livet længere
Kristeligt Dagblad 4.1.2007: Tilbage på sporet
Udgivelsesplanen
De fire første bind er udkommet.
5: efterår 2010 (oversat af Niels Lyngsø)
6: forår 2011 (oversat af Niels Lyngsø)
7: efterår 2011 (oversat af Niels Lyngsø)
8: forår 2012 (oversat af Niels Lyngsø)
9-11: efterår 2012 (oversat af Lars Bonnevie)
12-13: 2013 (oversat af Else Henneberg Pedersen)
Bind 1-3 sælges kun samlet (ligesom en habit!). Årsagen er, at de, som i sin tid købte de to første i ét bind, nu har mulighed for at få de tre første bind i det nye, mere læsevenlige udstyr til en pris, der svarer til ét bind. Dermed bliver de ikke snydt - og kan senere glæde sig over at have alle seriens 13 bind i samme udstyr. Lidt om værket:
I Swanns verden findes den berømte historie om madeleinekagen, der blev dyppet i lindete, hvorved smag og duft vakte ikke blot erindringen om fortællerens svundne barndom, men også hele hans kunstneriske skaberkraft. Hvad kagen og teen var for fortælleren, bliver værket for læseren: Med tusinder af sanseindtryk fremmanes ikke blot en svunden tid – med det gamle Frankrigs ånd og vid – men også en ny verden.
På sporet af den tabte tid, udkom på fransk i årene 1913-1927. Serien er et hovedværk i det 20. århundredes europæiske litteratur og anses for at være en milepæl i romanens udviklingshistorie.
Læs mere om værket. Fås også som ebog. |
 |
 |
Sisyphos på slotsvagtenRoman
Af Sørensen, SørenKongen er myrdet, og på toårsdagen for mordet opsætter en rigmand en mindetavle for den myrdede udført af landets førende billedhugger og den største digter. De to kunstnere må imidlertid indse, at deres hengivenhed for den forrige regent er farlig. Billedhuggeren må flygte til København, digteren bliver taget i forvaring.
Hans helbred og sindstilstand er dårlig. Hans kone erkender, at kun hvis han kommer i gang med at skrive igen, er der håb og hun vil derfor samle hele hans produktion til en udgivelse. Men hun kan ikke finde støtte til den. Til gengæld giver indsatsen hende indsigt i hans liv før hun traf ham – og er med til at forklare at hans digte blev som de er.
Folk har sammenlignet ham med den græske lyriker Anakreon, vinens og elskovens digter. Selv siger han i sit sortsyn at han snarere er Sisyphos, den ulykkelige der for indbildte forbrydelser mod Olympens guder blev dømt til at slæbe sten i dødsriget.
Scenen er Stockholm foråret 1794; den fængslede hedder Carl Michael Bellman.
Men i grunden handler den om alle digtere der bliver forfulgt.
|
 |
 |
Torquato Tasso og Iphigenie på Tauris
Af Goethe, Johann Wolfgang vonTo skuespil af Goethe. På dansk ved og med kommentar af Erik A. Nielsen med den orginale tyske tekst over for den danske. Under en overflade af tilsyneladende klassisk balance skjuler Goethes tvillingedramaer Iphigenie på Tauris og Torquato Tasso stærkt oprevne konflikter. De hører til hovedværkerne i Goethes forfatterskab og i den tyske Weimar-klassik, henholdsvis et klassisk skæbne- og forsoningsdrama, og en detaljeret skildring af en berømt renæssancedigters sjælelige sammenbrud. Teksterne indgår stadig i det tyske teaters klassiske repertoire. Oversættelserne respekterer nøje dramaernes metriske egenart, men gengiver i øvrigt værkerne i mundret dansk, der gør dem egnede til danske opførelser. Udgaven er tilrettelagt til studiebrug, idet den bringer den tyske originaltekst på venstresiderne og den danske oversættelse på højresiderne. Desuden er værkerne udstyret med noter og en grundig efterskrift ved oversætteren. Fås også som ebog. |
 |
 |
Vil herren ikke hilse på sin slægtBrud-stykker af Carl Nielsens ungdomshistorie
Af Fellow, JohnDenne bog fortæller om Carl Nielsens ukendte ungdom, om pigerne og kvinderne og om deres senere skæbne, om mæcenerne som gjorde det muligt for ham at blive til noget, om ungdomssyndernes nedslag i komponistens liv, om børnebørnene, oldebørnene, tipoldebørnene og tiptipoldebørnene som vi ikke vidste han havde. Bogen skylder sin tilblivelse et sammenfald af omstændigheder og kontakter i forbindelse med arbejdet på Carl Nielsen Brevudgaven.
Læs om John Fellow. |
 |
 |
Visuel kulturviden, liv, politik
Af Christensen, Hans DamRedigeret af Hans Dam Christensen og Helene Illeris
Vi lever i en visuel kultur. Billeder og andre visualiseringsformer har altid haft betydning for menneskers kommunikation og forståelse af verden, men gennem de seneste årtier har udviklingen taget fart, blandt andet fordi nye medieteknologier har gjort det lettere at producere og distribuere billeder. Med afsæt i nutidens visuelle kompleksitet har undersøgelser af den visuelle kultur etableret sig som et forskningsområde, der går på tværs af traditionelle discipliner inden for human- og samfundsvidenskab.
Visuel kultur – viden, liv, politik giver et bredt indblik i, hvordan visuel kultur praktiseres i dansk forskning – som felt, som begreb og som afsæt for at stille nye spørgsmål til en virkelighed, der i stigende grad visualiseres. Bogen indeholder en fyldig introduktion samt 25 kapitler skrevet af forskere fra forskellige vidensfelter, herunder sociologi, pædagogik, medievidenskab og kunsthistorie.
Kapitlerne er opdelt i tre sektioner:
Visuel viden – om hvordan viden opnås og struktureres gennem syn og billeder
Visuelt liv – om hvordan visualiteten har betydning for moderne identitetsskabelse
Visuel politik – om hvordan politiske værdier og begivenheder formes og udtrykkes gennem billeder
|
 |
 |
Vær et menneskeDa familien og Danmark formede min barndom
Af Hastrup, BjarneBjarne Hastrup (f. 1945) vokser op i en familie med mor og far og otte børn, hvoraf de syv var piger. Samt farmor, onkler og tanter. Dét samliv giver både morsomme, vanvittige, lærerige, dramatiske og absurde oplevelser.
Men de faktiske begivenheder i verden og i Danmark fra 1930’erne til begyndelsen af 1960’erne flettes ind i erindringen og får afgørende betydning for familien og ikke mindst Bjarne Hastrups udvikling. Fås også som ebog.
|
|